I brev af 10. november 2008 traf Codan afgørelse om, at skaden kan anerkendes efter Lov om patientforsikring § 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.
Codan fandt, at bedst mulig behandling i dette tilfælde havde været at flytte tænderne 1+1 til normal plads ved tandregulering og derefter enten fremstilling af to treleddede broer eller som valgt en 6-leddet bro.
Codan fandt også, at en nøjere udredning af symptomerne kunne have bevirket, at smerterne kunne være behandlet uden fjernelse af roden på tanden +1 og ekstraktion af tanden +3.
Forsikringen kan derfor betale rimelige udgifter til treleddet bro på to implantater regio +1,2,3.
Ved brev af 10. november 2008 til tandlægen traf Codan afgørelse om, at broleddene svarende til +1,2 og 3 ikke har været honorarværdige på grund af, at broen udviser stort marginalt underskud ditalt på +1 og stort marginalt overskud mesialt på +1. Tandlægen skal derfor betale den del af den skadesudbedrende behandling, der kan sidestilles med omgørelse. Beløbet er skønsmæssigt fastsat til 16.500 kr. svarende til 5.500 kr. pr. broled.
Ved brev af 12. maj 2009 traf Codan afgørelse om, at forsikringen betaler for rimelige udgifter til tre-leddet bro på to implantater regio +1,2,3. Codan fandt ikke, at krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og øvrige helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte er en følge af skaden. Disse krav kan derfor ikke anerkendes.
I brev af 6. august 2009 ankede patienten ved advokat Codans afgørelse af 12. maj 2009, da det fastholdes, at patienten har krav på godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt udgifter til medicin som følge af skaden. Patienten har ikke været sygemeldt af anden grund end følger af skaden hidrørende fra ukorrekt tandbehandling.