Sagsbehandlingen

Når Tandskadeankenævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse fra Codan Forsikring, oprettes der en sag. Det påses i den forbindelse, at klagefristen på 3 måneder er overholdt. Du vil blive bedt om at give samtykke til, at der kan indhentes relevante oplysninger. Herefter anmoder sekretariatet Codan om en udtalelse over klagen og udlån af sagens akter. Når dette materiale er modtaget, vil du ligesom sagens øvrige parter få tilsendt kopi af udtalelsen med anmodning om eventuelle bemærkninger.

Hvis der mangler relevante oplysninger i sagen, indhenter sekretariatet disse. Det kan f.eks. være journaler fra tandlæge, akter fra din kommune eller oplysninger fra dig selv. Du har også mulighed for at give sekretariatet oplysninger skriftligt eller telefonisk.

Forberedelse af sagen

Når alle oplysninger er modtaget, gennemgår sekretariatet samtlige sagens akter. I de fleste tilfælde vil sagen derefter blive forelagt for en sagkyndig tandlægekonsulent, der er tilknyttet sekretariatet. Tandlægekonsulentens udtalelser er alene vejledende for nævnet.

Nævnsbehandling

Du har ikke mulighed for at deltage i nævnsmødet, da møderne ikke er offentlige. På mødet vil nævnet træffe en afgørelse. Hvis ikke alle nævnsmedlemmer er enige, er det flertallet, der afgør sagen. Hvis det ikke har været muligt at afgøre sagen på mødet, vil du få besked om dette. Det kan i nogle tilfælde ske, at sagen udsættes, f.eks. fordi der skal indhentes supplerende oplysninger. Hvis din sag ikke skønnes at frembyde tvivl, kan det ske, at sagen ikke bliver behandlet på et nævnsmøde, men at formanden træffer afgørelse på nævnets vegne. Det betyder som regel, at sagsbehandlingstiden vil være lidt kortere.

Afgørelsens indhold

Tandskadeankenævnet kan forhøje eller nedsætte erstatningen. Afgørelsen i din sag kan gå ud på:

  • at Tandskadeankenævnet tiltræder Codans afgørelse, dvs. kommer til det samme resultat som Codan,
  • at Tandskadeankenævnet helt eller delvist ændrer Codans afgørelse, eller
  • at sagen skal behandles på ny af Codan.

Tandskadeankenævnet ændrer i ca. 15- 20 procent af tilfældene Codans afgørelse. Når nævnet behandler en klage over en afgørelse fra Codan, kan nævnet også ændre eventuelle tidligere afgørelser i sagen, uanset om der er klaget over disse. Sådanne ændringer kan både betyde, at erstatningen forhøjes, nedsættes eller bortfalder.

Orientering om afgørelsen

Du vil indenfor cirka 2 uger efter nævnsmødet modtage afgørelsen i sagen. Af afgørelsen vil det fremgå, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen er afgjort efter.

Sagsbehandlingstid

Fra vi modtager din anke og du modtager en afgørelse vil der gennemsnitligt gå mindre end 9 måneder.